Tips og tricks – lav din egen video

skrevet d. 16 august - 2013

Selvom professionel videoproduktion i dag er billigere end nogensinde, specielt her hos Bleep Films, er det stadig ikke altid den rette løsning for nogle virksomheder. Derfor har jeg lavet denne guide, der tager dig igennem hele processen og udstyret bag en hjemmelavet videoproduktion.

Få indholdet på plads
Det er vigtigt, at du på forhånd har planlagt, hvad du vil fortælle om i videoen. Du kan sikkert snakke i en evighed omkring din virksomhed, men hvis du vil fastholde dine seere, så bliver du nødt til hurtigt at komme til sagen. Jeg anbefaler at lave et fast manuskript, du kan følge. På den måde er det langt nemmere at holde styr på videoens indhold, og du slipper for at komme ud på et irrelevant sidespor.
Du skal dog sørge for, at manuskriptet er ordentligt indøvet, så dit speak stadig lyder naturligt.

Det er også vigtigt, at videoen holdes kort og præcis. Folk på internettet har travlt, så jeg vil anbefale, at videoen holdes under 2 minutter eller kortere.

Husk at få optaget en masse dækbilleder af det produkt eller emne du snakker om. Dem kan du senere klippe ind, så videoen ikke visuelt ender med at blive kedelig og ensformig.

Hvilket videokamera skal du bruge?
Du behøver ikke at kaste flere tusinde kroner efter et videokamera. Kvaliteten på videoen er ikke, hvilket kamera du bruger, men hvordan du bruger det. Kameraerne, der findes i nyere mobiltelefoner, optager ofte rigtig god video, hvis du bruger dem rigtigt. Hvis du benytter denne metode, er det vigtigt, at du holder telefonerne vandret, så videoen passer til de platforme, du vælger at uploade dem til. Hvis dette ikke gøres rigtigt, vil der være store sorte bjælker i hver side af afspilleren.

Den indbyggede billedestabilisering i telefonerne er tit rigtig dårlig, så hold dem på et kamerastativ. Et kamerastativ kan købes for under 100 kr., og der kan nemt og billigt monteres en holder til mobiltelefonen.

God lyd er guld værd
Lyd bliver ofte undervurderet, og det er her, at professionelle virkelig adskiller sig fra amatører. Lige meget hvad du optager video med, så er en ekstern mikrofon et must. Det er vigtigt at få mikrofonen så tæt på, personen der taler, som muligt. Derfor anbefaler jeg en knaphulsmikrofon. En knaphulsmikrofon, også kaldet en lavalier mikrofon, gør det muligt at få mikrofonen helt tæt på, uden at den er forstyrrende for seeren.

Hvis du optager dine videoer på din mobiltelefon, så kan jeg stærkt anbefale Rødes smartlav. Mikrofonen fås for under 400 kr. og leverer en utrolig god lyd for pengene. Smartlav får strøm direkte fra telefonen, så du er også fri for at skulle bekymre dig om batterier.

Du skal dog være opmærksom på, at mikrofonkablet kun er 1 meter lang, så du skal højst sandsynligt ud og investere i et forlængerkabel. Det er vigtigt, at det kabel, du køber, har et 3.5 mm TRRS-stik med tre ringe.

Det er også helt klart bedst at optage dine videoer indendørs. Så slipper du for, at vinden ødelægger dine lydoptagelser. Men står du i en situation, hvor du bliver nødt til at optage udendørs, så vil jeg klart anbefale at investere i en vindhætte.

Lad der blive lys
Lys er også vigtigt, når du optager video. Hvis der benyttes en dårlig eller ingen lyskilde, kan videoerne hurtigt blive grimme og grynede. Derfor anbefaler jeg, at man benytter sig af en softbox. En softbox søger for, at lyset bliver delt blødt og jævnt ud, så du og dine produkter bliver korrekt oplyst. Man kan få softboxes i mange forskellige størrelser og prisklasser, men som nybegynder behøver man ikke at bruge flere tusinde på lys. En mulighed kunne være den her Mini softbox til 50 kr. Den skal helt sikkert nok klare jobbet.

Hvilket redigeringsprogram er bedst?
Jeg benytter selv Adobe Premiere Pro CC som redigeringsprogram. Men hvis ambitionsniveauet ikke er rigtig højt, så er det slet ikke pengene værd. Benyt dig hellere af Windows movie maker eller iMovie. Disse programmer er standard på alle Windows og Apple computere. Det er simple programmer, som lader dig klippe dine videoer sammen og tilføje musikstykker til dem, og det er det.

Keep it simple, stupid
I reklame og filmverdenen bruger vi udtrykket KISS, som står for “keep it simple, stupid”. Pointen med dette er, at det er vigtigt ikke at overdrive med unødvendige detaljer. Hold videoen simpel fra start til slut. Lad være med at bruge “smarte” overgange og mange klipninger og effekter, det vil ofte bare få videoen til at se uprofessionel ud.

Når alt dette er sagt, så er der ikke andet for end at komme i gang med at få lavet nogle informative videoer, der kan øge salget i din virksomhed.
Du er altid velkommen til at kontakte mig her, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere omkring emnet.